Stemmer CBAM-registret med jeres import?
· 6 minutter
Siden 2026 sender toldmyndighederne data fra jeres importangivelser videre til CBAM-registret. I registret kan I se dem under "Goods and emissions", lagt sammen pr. dag, oprindelsesland og KN-kode. Jeres årlige CBAM-angivelse bliver holdt op imod disse data. Derfor er det vigtigt, at al import af CBAM-varer faktisk er kommet frem.
Da vi sammenlignede importørers egne toldangivelser med registret, linje for linje, viste registret færre tons. Ikke fordi varerne ikke var CBAM-varer, men fordi nogle angivelser aldrig nåede frem, eller nåede frem uden kobling til importørens konto.
Hvorfor angivelser mangler
- En antidumping- eller udligningstillægskode. Skruer og møtrikker af stål fra Kina har ofte en TARIC-tillægskode som C999 eller C856. I de data, vi har set, nåede vareposter med en sådan kode ikke registret, selv når resten af samme angivelse gjorde. Varerne er CBAM-varer alligevel. Vi har spurgt Toldstyrelsen hvorfor.
- Et forkert CBAM-kontonummer under Y128. Speditøren har skrevet ansøgningsnummeret ("APPL-…") i stedet for kontonummeret, mellemrum i stedet for bindestreg, et afkortet nummer eller "ikke omfattet". Registret kan ikke knytte de linjer til jeres konto.
- Slet intet kontonummer. Uden en Y128-reference er der intet at knytte linjen til.
- De minimis-koden Y137 i et år over 50 tons. Y137 siger, at I bliver under grænsen. De fleste Y137-angivelser, vi så, nåede registret, men når det kan forudses, at I kommer over 50 tons, skal jeres angivelser have Y128 med jeres kontonummer i stedet.
- Tidspunktet. En angivelse indgivet få dage før I kigger, er måske bare ikke antaget eller sendt videre endnu. Kig igen en uge senere.
Sådan tjekker I det
- Kopiér registrets tabel "Goods and emissions" for året uden sammenlægning, så I får én række pr. dag, oprindelse og KN-kode.
- Saml jeres toldangivelser for samme periode og SKATs månedlige importspecifikation, der viser den dag, Toldstyrelsen antog hver angivelse.
- Match dem på dag, oprindelsesland og KN-kode. En række i registret kan rumme flere angivelser fra samme dag, selv om den kun viser ét nummer, så sammenlign tons, ikke kun numre.
- Giv hver forskel en årsag, og beslut, hvem der skal handle: jeres speditør, myndighederne eller endnu ingen.
CBAM Wise gør det på siden Import under Afstemning: upload registrets tabel, og hver linje, registret ikke har, får sin årsag, med tons pr. kvartal, der summerer til forskellen.
Hvem skal I spørge om hvad
- Jeres speditør om forkerte eller manglende kontonumre og brugen af Y137: speditøren søger om ændringen med jeres fuldmagt. CBAM Wise samler angivelserne pr. speditør og laver én mail med dem alle.
- Toldstyrelsen om tolddata, der ikke når registret, og om at ændre en angivelse selv. Deres side "Sådan ændrer du din toldangivelse" forklarer hvordan.
- Energistyrelsen ([email protected]) om selve CBAM-reglerne, for eksempel om varer, der mangler i registret, stadig hører med i jeres angivelse.
Uanset hvad registret viser: bliv ved med at tælle alle jeres CBAM-varer med. Forpligtelsen følger jeres import, ikke registrets tabel.